| Sophia (Robin + Will) - May 9 '02: Rust, Copenhagen (DK) |
| Review 1 (in Danish) Det var ikke helt nemt at regne ud, hvilken konstellation der skulle spille på Rust ovennævnte dato. Reklamerne havde både sagt 'Sophia', 'Robin Proper-Sheppard' og endda 'Sophia (featuring RPS)' med og uden tilføjelsen 'solo'. Det blev ikke mindre forvirrende af det faktum, at den gode Robin jo strengt taget er Sophia. Nå, men ganske som koncerten på Voxhall dagen før, var besætningen Robin Proper-Sheppard på vokal og akustisk guitar samt en fyr på elektrisk klaver. Uden de store armbevægelser daffede han ind på scenen og lagde ud med fodboldsnak - og med det første nummer. Allerede under dette nummer knækkede han en streng på guitaren, hvilket fik instrumentet til at gå ud af stemning. Resten af nummeret lød derfor ret hæsligt - i hvert fald for de mere musikalsk anlagte i salen. Imidlertid fik han efter små 5-10 minutter (!) skramlet en ny streng på - under en hel del banden og svovlen i øvrigt. Efter at han sammen med publikum havde stået og reflekteret lidt over, om han fortsat skulle hamre 'the shit out of the guitar' (med dertil hørende fare for flere ødelagte strenge), eller om han skulle spille på den 'like a pussy', gik han videre i programmet. Der er en grund til, at jeg hæfter mig ved denne umiddelbart ligegyldige situation. Den var nemlig karakteristisk for hele koncerten, der til stadighed blev ledsaget af Robin Proper-Sheppard's overraskende veloplagte ind- og udfald. Det er nemlig en kendt sag, at han ikke altid er god i en livesituation. Ikke forstået sådan, at han ikke kan synge (for det kan han), men rettere at han ikke altid har hjertet med i sin præstation. Men til denne koncert virkede han både afslappet og umanerlig koncentreret og udførte numrene til UG. Om man så kunne lide den lidt postmoderne sceneoptræden er selvfølgelig en smagssag. Flere eksempler på dette: Forfulgt af endnu et teknisk uheld stoppede han midt i Directionless, hvorefter han fortalte, at resten af sangen bare lyder: "Losing my direction, losing my direction, losing my direction... and so on" - så der var ikke megen grund til at fortsætte og dermed risikere at kede folk ihjel, som han selv formulerede det. Mon ikke der var et par blødende hjerter, der fandt denne løsagtige omgang med den sakrale Sophia-sangskat upassende? Sakralt eller ej - Robin Proper-Sheppard er manden bag himmelråbende smukke sange en masse. Siden jeg formoder, at de fleste Murmur-læsere er bekendte med Sophia, vil jeg ikke kede jer med at fortælle, hvor fantastisk et band Sophia er - eller for den sags skyld stringent opremse alle de numre, han spillede denne aften. Numrene var nemlig - ikke overraskende - de samme som på livepladen De Nachten med enkelte trukket fra - formodentlig vurderet i henhold til aftenens minimale ensemble. Dette betød blandt andet, at man ikke fik hørt en mere bombastisk titel som The River Song, men til gengæld spillede han modigt Jealous Guy og forsøgte sig endda som Leonard Cohen-fortolker med Chelsea Hotel. Selvom Cohen er tung at danse med, og selvom sangen blev udført på efterskolemanér med teksten i hånden, var det smukt. En fortolkning med samme kunstneriske ydmyghed som Stina Nordenstams Bird On A Wire. Hertil kom - som prikken over i'et - en håndfuld af de bedste sange fra de første plader, som ikke kunne finde plads på De Nachten. Samlet set lykkedes det for Robin Proper-Sheppard at skabe den dér helt specielle Sophia-stemning, der imidlertid er vanskelig at forklare på skrift. Og selvom man kan indvende, at det netop er mit arbejde at forsøge at sige dette med ord, vil jeg nøjes med ordet 'Sophia-stemning' og satse på, at læseren forstår, hvor godt det er. Det er aldrig nemt at give en karakter, og det er sandelig heller ikke nemt i dette tilfælde. På den ene side var jeg glad for at se et af mine top10-bands i en fremragende udført koncert - på den anden sige, kan jeg godt se, at nogen vil finde det en smule irriterende med alle disse vittige kommentarer til så dystre fortællinger, som sangene jo er. Som en fan så ganske rigtigt skriver på Murmurs debatsider om koncerten på Voxhall: "Hvis det ikke var fordi, han jokede lidt mellem numrene ville kuldegysningerne nok være blevet til tårer - det var fantastisk!". Og det kan vel ikke siges meget bedre. Niels Andersen, murmur.dk Review 2 (in Danish) Denne aften, hvor det tidligere God Machine-medlem Robin Proper-Sheppard lagde turen ind forbi københavnske Café Rust, var i forvejen lagt an efter at blive en noget speciel oplevelse for dem, der mødte op. Annonceringen af koncerten var nemlig ret forvirrende: Var der tale om en regulær soloindsats, eller var det en Sophia-koncert, der var lagt op til? Det, man fik, var dog mest af alt en slags solokoncert. Robin Proper-Sheppard mødte nemlig op bevæbnet med sin akustiske guitar, mens en anden medbragt gut ornamenterede lyden med tonerne fra et elektrisk klaver. En nøgen opstilling, som man umiddelbart skulle tro, ikke kunne andet end at klæde Proper-Sheppards i forvejen ret nøgne og intime sangskrivning. Men hvordan fungerede eksperimentet i virkeligheden? Robin Proper-Sheppard indledte, efter at have indtaget scenen, selve koncerten med lidt fodboldsnak, hvorefter han satte i gang med det første nummer - og næsten omgående knækkede sin første streng. Publikum holdt i ét nu vejret: Alle vidste på forhånd, at aftenens udfald var endda dybt afhængigt af herrens sindstilstand. Man kunne ganske vist under alle omstændigheder være sikker på, at materialet og stemmen ville være i orden - men man vidste også, at grænsen mellem den sublime og den middelmådige oplevelse ville gå ved, om han gad eller ikke gad at spille koncerten. Heldigvis gad han dog godt at fortsætte - trods det lille uheld. Han var tilmed så entusiastisk, at han formåede at bruge ti minutter på at påmontere en ny streng - uden at en sjæl opdagede, at koncerten var blevet afbrudt. Humor er normalt en dejlig ting - ikke mindst når den kommer fra indadvendte musikere, som til daglig ellers mest lader ordene kredse om emner som ensomhed og endnu mere ensomhed. De fanden-i-voldske kommentarer, Proper-Sheppard herefter kastede sig ud i mellem numrene, virkede dog generelt en smule malplacerede denne aften - med en enkelt undtagelse. Efter endnu et uheld med den "avancerede" elektronik midt i "Directionless" gav han op og lod sangen forsætte sådan her: "I'm loosing my direction, I'm loosing my direction, I'm loosing my direction, I'm loosing my direction - så der er vel ikke nogen grund til at kede nogen mere end højst nødvendigt". 1-0 til Robins selvironi. Under koncerten skreg publikum gentagne gange på "The River Song" - men Proper-Sheppard mente ikke, at dette nummer passede ind i det akustiske sæt, og kvitterede i stedet med respektfulde versioner af John Lennons "Jealous Guy" og Leonard Cohens "Chelsea Hotel". Det indre formål med at kaste sig ud disse to gamle travere skinnede desværre ikke rigtigt igennem - men det var da et modigt træk, som han slap fint afsted med. Det var dog hans helt gamle materiale - især "Are You Happy Now?" - der opnåede den største grad af perfektion, hvilket uheldigvis også fik koncerten til at virke en smule forudsigelig. Og selv om Proper-Sheppard altså i det store og hele havde humøret i orden denne aften, vidste man til sidst ikke rigtigt, om man skulle være tilfreds med det, man havde overværet - eller i stedet ryste på hovedet. Helt perfekt for undertegnede blev aftenen i hvert tilfælde - trods en stor personlig kærlighed til Sophias musik - først derhjemme, da Red House Painters blev sat på cd-afspilleren. Kasper Schütt-Jensen, Geiger.dk |