|
Review
Neurotisk nedtur
Sophia bød på smukke sange, men serveringen manglede
engagement
Sophia-frontmand Robin Proper-Sheppard er en talentfuld sangskriver,
ingen tvivl om det. Album som Fixed Water og den nye People Are Like
Seasons er bevis nok. Derimod kan man godt stille spørgsmålstegn
ved, om Proper-Sheppard er nogen stor live-musiker.
Som udgangspunkt har han sin personlighed mod sig. Under fredagens
koncert på Århus-spillestedet VoxHall formanede han gentagne
gange det snakkesalige publikum om at tie stille. På et tidspunkt
gav han endda nogle konverserende fans skylden for, at han selv spillede
forkert. Udvekslinger med publikum kunne være vittige, men også
unødvendigt bidende, og der var alt for mange lange taler.
Kun én gang lykkedes det Proper-Sheppard at være decideret
morsom - men da afbrød han også den efterfølgende
sang for at fremsætte en neurotisk angerfuld undskyldning.
Sophia-frontmanden er med andre ord en musiker og sangskriver, der
burde lade sine sange tale for sig. Og han havde da også adskillige
af sine smukkeste med denne fredag. Men i lang tid var det, som om
han havde svært ved at tilføre dem den nødvendige
intensitet. Hans ellers velspillende band var passivt indtil det uengagerede,
og Proper-Sheppard selv var tilfreds med at vugge teatralsk fra side
til side og synge med lukkede øjne.
Først halvvejs igennem det ordinære sæt - med
Desert Song no. 2 - begyndte det at slå gnister. Sophia tog
fat på nogle af deres mere rockede sange, og det livede både
dem selv og det forholdsvis talstærke publikum op. Nu fornemmede
man i langt højere grad det engagement og den indlevelse, der
reelt skal til for at løfte Sophias hjerteskærende sange.
Siden faldt intensiteten igen, og der begyndte så småt
at tegne sig et mønster: Materiale hentet fra det nyeste Sophia-album
- People Are Like Seasons - blev typisk fremført med nerve
og nærvær. Ældre materiale blev typisk fremført
med noget, der til forveksling lignede rygradsrutine.
Da Sophia efter det ordinære sæt blev klappet ind igen,
satte de alle sejl til med fire fremragende ekstranumre. Især
de sidste to blev fremført med brask og bram og kom til at
stå som en fornem finale. Alligevel rakte det lige knap til
at gøre bod for en koncert, der som helhed fremstod urimeligt
ujævn og uprofessionel.
Erik Barkman Petersen
|