Sophia - Mar. 13 04: VoxHall, Arhus (DK) 

Review
Neurotisk nedtur
Sophia bød på smukke sange, men serveringen manglede engagement

Sophia-frontmand Robin Proper-Sheppard er en talentfuld sangskriver, ingen tvivl om det. Album som Fixed Water og den nye People Are Like Seasons er bevis nok. Derimod kan man godt stille spørgsmålstegn ved, om Proper-Sheppard er nogen stor live-musiker.

Som udgangspunkt har han sin personlighed mod sig. Under fredagens koncert på Århus-spillestedet VoxHall formanede han gentagne gange det snakkesalige publikum om at tie stille. På et tidspunkt gav han endda nogle konverserende fans skylden for, at han selv spillede forkert. Udvekslinger med publikum kunne være vittige, men også unødvendigt bidende, og der var alt for mange lange taler. Kun én gang lykkedes det Proper-Sheppard at være decideret morsom - men da afbrød han også den efterfølgende sang for at fremsætte en neurotisk angerfuld undskyldning.

Sophia-frontmanden er med andre ord en musiker og sangskriver, der burde lade sine sange tale for sig. Og han havde da også adskillige af sine smukkeste med denne fredag. Men i lang tid var det, som om han havde svært ved at tilføre dem den nødvendige intensitet. Hans ellers velspillende band var passivt indtil det uengagerede, og Proper-Sheppard selv var tilfreds med at vugge teatralsk fra side til side og synge med lukkede øjne.

Først halvvejs igennem det ordinære sæt - med Desert Song no. 2 - begyndte det at slå gnister. Sophia tog fat på nogle af deres mere rockede sange, og det livede både dem selv og det forholdsvis talstærke publikum op. Nu fornemmede man i langt højere grad det engagement og den indlevelse, der reelt skal til for at løfte Sophias hjerteskærende sange.

Siden faldt intensiteten igen, og der begyndte så småt at tegne sig et mønster: Materiale hentet fra det nyeste Sophia-album - People Are Like Seasons - blev typisk fremført med nerve og nærvær. Ældre materiale blev typisk fremført med noget, der til forveksling lignede rygradsrutine.

Da Sophia efter det ordinære sæt blev klappet ind igen, satte de alle sejl til med fire fremragende ekstranumre. Især de sidste to blev fremført med brask og bram og kom til at stå som en fornem finale. Alligevel rakte det lige knap til at gøre bod for en koncert, der som helhed fremstod urimeligt ujævn og uprofessionel.
Erik Barkman Petersen