| Sophia - Apr. 26 '07: Musikcaféen, Aarhus (DK) |
| Review
1 Lidt for sammensat, men alligevel overbevisende koncert signeret Robin Proper-Sheppard med band. Robin Proper-Sheppards Sophia synes i evig musikalsk forandring. Mens tekstuniverset atter en gang er spundet om rendyrket sørgmodighed, tristesse og uretfærdighed på det aktuelle fjerde album, ”Technology Won’t Save Us”, er der lige som på forgængeren ”People Are Like Seasons” skruet yderligere op for volumen og kompromisløsheden. Det er et faktum, der tydeligt afspejles i aftenens koncert, som i Sophia-regi er en usædvanligt kraftfuld og udfarende størrelse med utallige voldsomme klimakser. Nuvel, i et vist omfang er der stadig plads til de ubønhørlige sadcore-sange fra ”Fixed Water” og ”The Inifinite Circle”, der i vid udstrækning gav Sophia sin klare identitet. Fokus er imidlertid lagt på noget mere råt og brutalt denne aften, og det virker som om, at Robin Proper-Sheppard har et regnestykke at gøre op med sin tyste fortid, der tog form, da bandkollegaen i The God Machine, Jimmy Fernandez, døde. Med op til fire guitarer bliver der hurtigt etableret en uhørt lydmur af apokalyptiske dimensioner, og når der samtidig er skruet gevaldigt op for den konstant kværnende bas, og når trommeskindene sættes på en betragtelig prøve, er der selvsagt lagt i ovnen til kontante og eksplosive sager. Det er på godt og ondt. Sophia var suveræn i karrierens gryende stunder, hvor det intime, det hudløse og det nedbarberede udgjorde hele essensen. Men samtidig er det forfriskende, at man i støt stigende grad tager det mere hårdtpumpede til sig. Alligevel er alt ikke lutter lykke, for det virker lidt som om, at bandet sætter sig en smule vaklende mellem to stole. Man savner en forklarende kobling og en åbenbar sammensmeltning mellem de to vidt forskellige udtryk, som Sophia nu står for, og som stritter mere end de indbyrdes komplimenterer hinanden. Og så er det ikke helt på sin plads, at ikke færre end fire-fem numre trækker voldsomt ud i støjende infernoer, når materialet ikke egentlig indbyder til det og sommetider end ikke kan bære det. Naturligvis er variationer over albummenes versioner særdeles velkomne, men her tangerer det det tilgivelige, og man bør have sig for øje, at det i øvrigt meget lange sæt (to timer!) bør finde en form, der i højere grad udgør en harmonisk og afstemt helhed. Så er der dog absolut heller ikke grund til at skrue bissen yderligere på. Nyklassiske perler som ”So Slow” og ”River Song” bliver yderst overbevisende formidlet til det relativt hengivne publikum, mens også den fænomenale ”Swept Back” atter en gang er en forrygende trumf. Fra den nye plade hæfter man sig særligt ved den klaverhvirvlende ”Birds” og den guitarbrusende Pt.1/Pt.2, der i øvrigt åbner ballet. Der er tale om et stærkt sæt, der altså kun lider under at virke lidt for sammensat, og musikerne gør det hele vejen rundt aldeles upåklageligt. Den megen fokus på guitarer er i reglen en gevinst, hvor det oftest lykkes at sammenflette de vidt forskellige spor i et meningsfyldt hele, og det er en ikke ubetydelig bedrift. Der bør være skruet en tand op for korvokalen, men pyt, man aner den lige akkurat et sted i lydbilledet. Robin Proper-Sheppard er glad og selverklæret fuld (”oh, I’m fucked”) i aften, og det er givetvis ikke uden grund. Sophia lader til at have en gavnlig, selvterapeutisk effekt på dens skaber, og så er det jo blot rart, at vi andre får lov at snage lidt i skeletternes skab. Pelle Sonne Lohmann, Gaffa.dk Review 2 Sophia - uventet jovial stemning Der er spænding i luften forbundet med at tage til en koncert med Sophia. Hvilket humør vil sangskriver Robin Proper-Sheppard være i? Vil han standse numrene op til flere gange, og skælde publikum ud for deres evindelige snakken? Kommer der løbe en 'space cadet' op foran brølende efter sange med det gamle band God Machine, og dermed udløse et regnfald af skældsord fra scenen? Sophia har skabt en trofast fanskare i Danmark på den sværest tænkelige måde, nemlig ved en række ret ustyrlige optrædner. Til aftenens koncert virker han nærmest munter, som om han var blandt gamle venner på det helt proppede Musikcaféen. Som Proper-Sheppard selv bemærker, så er stedets intime stemning helt perfekt for Sophias dramatisk følsomme musik, der let kan lænkes til neo-folk konger som Current 93 og Death in June. Klagende sang med mørke undertoner. På nyere plader har bandet dog bevæget sig i en mere hårdtslående rockretning, hvilket alene fremgår af opstillingen med seks musikere på scene, hvoraf tre spiller guitar (nogle gange endda fire). Det er uden tvivl sangene fra de nyere plader, der fungerer bedst i denne opsætning, selv om materialet fra de tidlige plader egentlig er stærkere, så virker fremførelsen af disse sange temmelig usikker. Måske fordi Proper-Sheppards tropper her bare følger ham, og faktisk næsten står i vejen for deres styrke, som er det nedbarberede udtryk. Men de hurtigere rocknumre slipper de godt afsted med, og dette er nok den mest larmende udgave af bandet siden det plagsomme mantra som 'bandet-der-var-forinden' tilsyneladende er. Med en koncert på cirka to timer var der dømt hyggetime for fansene, der også var musestille. Måske Proper-Sheppards mange tirader gennem tiderne endelig bærer frugt? Björn Lydén, 27.04.2007, Soundvenue.com Photos by Mikkel Elbech      Photos by Steffen Jørgensen    Photos by Esben Hofmeister       |