Sophia - 09/03/17: Spillestedet Stengade, Copenhagen (DK), with Anna Wrum

Set list
Resisting
The Drifter
Don't Ask
Blame
California
St. Tropez/The Hustle
You Say It's Alright
Baby, Hold On
It's Easy to Be Lonely
So Slow
If Only
Bastards
Oh My Love
Desert Song No. 2
Darkness (Another Shade in Your Black)
The River Song
---------------
Directionless
I Left You
There Are No Goodbyes




Review
Sophia tilbage efter 20 år
Some men are bastards and some men are swine/ But most are just trying to find a place to hide. Sådan sang Robin Proper-Sheppard under sit Sophia moniker midtvejs under sin optræden på den lille mørklagte klub Stengade. Som en cadeau til sin mor, der tilbage fra udgangspunktet i 1996, rådede ham til at spille netop dette nummer, da han sad og fumlede med en sætliste til en kommende tur. En strofe der favner ret præcist, hvad mandens tekster har handlet om gennem det meste af Sophia´s levetid. Og så selvfølgelig skilsmisser og andre emotionelle traumer. For som Proper-Sheppard siger et sted i løbet af aftenens fremragende koncert, så har han altid skrevet bedst i perioder under og imellem skilsmisser og sårende brud mellem ham og det andet køn. Ja, det er nærmest blevet hans livslekture at udgive album, hvor frekvensen er proportionel med tabt kærlighed, hvilket han på scenen medgiver er bedste brændstof og motivation for hans sørgmodige melankolihymner.
Det hele startede i grunden på samme måde. Proper-Sheperd dannede som udgangspunkt for sit musikalske virke trioen God Machine tilbage i 1992 med Ron Austin og Jimmy Fernandez. De lavede en milepæl af et album Scenes From The Second Storey, fik gode anmeldelser og blev hermed ansporet til endnu en plade. En plade som blev færdiggjort uden Fernandez, der på sørgelig vis døde under indspilningerne af en aggressiv hjernetumor. Proper-Sheppard gik i musikalsk og følelsesmæssigt hi, slået hjem af vennens alt for pludselige død. Efter at have slikket sår i fire år, rejste han sig fra den emotionelle spændetrøje, snittede læderstropperne og sprang ud som Sophia, nu som asketisk og sprød spillemand, der måtte ud med sine dæmoner i singer-songwriter form.
Og netop de to første album var dem som undertegnede sammen med rundt regnet et halvt hundrede andre blev præsenteret for, for præcis 20 år siden på selvsamme sted, nemlig dengang Stengade 30 i Nørrebronx. Nu var den fortabte søn vendt tilbage til det undseelige venue, nærmest som en tilbagebetaling for muligheden for at præsentere sit materiale fra dengang og et stort kip på hatten til de nye fans, der stod der i aften, og for en stor dels vedkommende også to årtier tilbage – det ved jeg som faktum, for Proper-Sheperd udbad sig håndsoprækning blandt aftenens tilhørere.
Han så tilfreds ud, som han stod der på scenen igen foran en særdeles godt besøgt sal af dedikerede tilhørere og uden så meget snak satte i gang med ”Resisting” fra nyligt udgivne As We Make Our Way. Et brusende uptempo-nummer med vægt på – i Sophia termer – ganske hård rytmik, solid bund og markant vægt på de støjende crescendoer. Uden følgeord gik den over i ”The Drifter” og ”Don´t Ask” og således fortsatte det sin duvende let gyngende gang med spredte numre alle uden undtagelse fra As We Make Our Way. Ni numre uden de store udsving. Der var de sørgmodige low-key numre, suppleret af de mere hårdføre ”You Say It´s Allright” og en forrygende, næsten tænderskærende støjrockende version af ”The Hustle”, indtil album-afslutteren ”It´s Easy To Be Lonely” lukkede første sæt ned med en lag på lag stigende exit, der mundede ud i tinnitus-fremkaldende volumen. Absolut godkendt.
Herefter løste Proper-Sheppard op i skjortehalsen og begyndte for første gang at adressere salen for alvor. Han så mere afslappet og mindre tynget ud. Det var som om det nye materiale skulle off his chest og at han først nu kunne ånde fredfyldt og bevæge sig ud i de ældre og mere velkendte sange. Her fortalte han anekdoter fra koncerten i 97, alt imens man kiggede på en backingkvartet bestående af guitar, bas, trommer og keyboard med en gennemsnitsalder på ikke over tredive er mit bud. Sjovt at tænke på, at de løb rundt i skolegården, mens Proper-Sheppard serverede sit tidlige materiale. Never mind, for de spillede glimrende og støttede fint op og lagde en god bund til Sophias sangcyklus.
Første numre var ”So Slow” og ”If Only” fra henholdsvis Fixed Water og Infinite Circle. Og her var det en næsten tårevædet modtagelse, når jeg kiggede mig over skulderen. Dém havde folk ventet to årtier på og her var de så i al deres imploderende underspillede fedme. ”Bastards” fra sidstnævnte fulgte og blev afsluttet med tungt huggende repeterende guitarer. Imellem hvert nummer havde Proper-Sheppard fået varmen og snakketøjet blev grundigt luftet med diverse anekdoter om Snapface, en datter på Tinder og hans egen selvopfattelse som gammel gnaven far, der ikke kan opretholde noget kærlighedsforhold what so ever. Her var masser af humor og smil, der brød frydefuldt med det melankolsk sammenbidte udtryk, Sophia ellers mestendels udgøres af.
Efter det poppede og efter begejstringen at syne, umiddelbart ganske populære ”Oh My Love” fra People Are Like Seasons, lukkede Sophia af med ”Desert Song No. 2” og ”River Song”, der tilsammen strakte sig over et kvarter. Her blev der for alvor lukket op for sluserne og en mur af støj. Infernalske guitarkaskader, der med garanti ikke kan overgås af Swans om et par dage i Den Grå Hal. Her nåede Sophia helt op på toppen af decibelskalaen og lukkede man øjnene, kunne det såmænd lige så godt være God Machine der stod på scenen. Publikum lukkede sig inde i sig selv og lukkede øjnene og stod i fremadskridende meditativ position, mens de brutale og hvinende repeterende guitarbredsider ubønhørligt bare blev ved og ved og væltede ind over os sagesløse deltagere. Højere og højere blev det. Støjrocksheaven simpelthen. Man havde svært ved at forestille sig, at det var samme band, der for blot en time siden havde leveret så sarte og næsten transparente sange. Men det er Sophia´s helt store force. At de kan pendulere så vidt imellem de to poler og gøre det så forførende og berusende let.
Her har andre koncertsteder ikke fået mere, men København og ikke mindst spillestedet Stengade, er tydeligvis noget helt særligt og betydningsfuldt for Proper-Sheppard, så vi blev lige beriget med tre ekstranumre inden ensemblet takkede af. Først “Directions”, der om noget handlede om at miste sin orientering, efter en nær vens bortgang og hvad man så sætter istedet. “I Left You” der først så dagens lys på De Nachten og dernæst fulgte med på People Are Like Seasons efterfulgte i en omarrangeret og ret heftigt støjende version, der ifølge Proper-Sheppard er rettet lidt til, så den passer mere til hans nuværende situation, end dengang hvor han var en real fuck up. Titelnummeret fra “There Are No Goodbyes” bliver de sidste anslåede strenge på en mere end to timer lang og eminent koncert, der markant godtgør hvor meget vi har savnet bandet fra fortiden.
Thomas Steen Jensen, 11/03/2017, Diskant.dk


Photos by Jens Wejs Sørensen