Set
list
Resisting
The Drifter
Don't Ask
Blame
California
St. Tropez/The Hustle
You Say It's Alright
Baby, Hold On
It's Easy to Be Lonely
So Slow
If Only
Bastards
Oh My Love
Desert Song No. 2
Darkness (Another Shade in Your Black)
The River Song
---------------
Directionless
I Left You
There Are No Goodbyes
Review
Sophia tilbage efter 20 år
Some men are bastards and some men are swine/ But most are just trying
to find a place to hide. Sådan sang Robin Proper-Sheppard under
sit Sophia moniker midtvejs under sin optræden på den
lille mørklagte klub Stengade. Som en cadeau til sin mor, der
tilbage fra udgangspunktet i 1996, rådede ham til at spille
netop dette nummer, da han sad og fumlede med en sætliste til
en kommende tur. En strofe der favner ret præcist, hvad mandens
tekster har handlet om gennem det meste af Sophia´s levetid.
Og så selvfølgelig skilsmisser og andre emotionelle traumer.
For som Proper-Sheppard siger et sted i løbet af aftenens fremragende
koncert, så har han altid skrevet bedst i perioder under og
imellem skilsmisser og sårende brud mellem ham og det andet
køn. Ja, det er nærmest blevet hans livslekture at udgive
album, hvor frekvensen er proportionel med tabt kærlighed, hvilket
han på scenen medgiver er bedste brændstof og motivation
for hans sørgmodige melankolihymner.
Det hele startede i grunden på samme måde. Proper-Sheperd
dannede som udgangspunkt for sit musikalske virke trioen God Machine
tilbage i 1992 med Ron Austin og Jimmy Fernandez. De lavede en milepæl
af et album Scenes From The Second Storey, fik gode anmeldelser og
blev hermed ansporet til endnu en plade. En plade som blev færdiggjort
uden Fernandez, der på sørgelig vis døde under
indspilningerne af en aggressiv hjernetumor. Proper-Sheppard gik i
musikalsk og følelsesmæssigt hi, slået hjem af
vennens alt for pludselige død. Efter at have slikket sår
i fire år, rejste han sig fra den emotionelle spændetrøje,
snittede læderstropperne og sprang ud som Sophia, nu som asketisk
og sprød spillemand, der måtte ud med sine dæmoner
i singer-songwriter form.
Og netop de to første album var dem som undertegnede sammen
med rundt regnet et halvt hundrede andre blev præsenteret for,
for præcis 20 år siden på selvsamme sted, nemlig
dengang Stengade 30 i Nørrebronx. Nu var den fortabte søn
vendt tilbage til det undseelige venue, nærmest som en tilbagebetaling
for muligheden for at præsentere sit materiale fra dengang og
et stort kip på hatten til de nye fans, der stod der i aften,
og for en stor dels vedkommende også to årtier tilbage
– det ved jeg som faktum, for Proper-Sheperd udbad sig håndsoprækning
blandt aftenens tilhørere.
Han så tilfreds ud, som han stod der på scenen igen foran
en særdeles godt besøgt sal af dedikerede tilhørere
og uden så meget snak satte i gang med ”Resisting”
fra nyligt udgivne As We Make Our Way. Et brusende uptempo-nummer
med vægt på – i Sophia termer – ganske hård
rytmik, solid bund og markant vægt på de støjende
crescendoer. Uden følgeord gik den over i ”The Drifter”
og ”Don´t Ask” og således fortsatte det sin
duvende let gyngende gang med spredte numre alle uden undtagelse fra
As We Make Our Way. Ni numre uden de store udsving. Der var de sørgmodige
low-key numre, suppleret af de mere hårdføre ”You
Say It´s Allright” og en forrygende, næsten tænderskærende
støjrockende version af ”The Hustle”, indtil album-afslutteren
”It´s Easy To Be Lonely” lukkede første sæt
ned med en lag på lag stigende exit, der mundede ud i tinnitus-fremkaldende
volumen. Absolut godkendt.
Herefter løste Proper-Sheppard op i skjortehalsen og begyndte
for første gang at adressere salen for alvor. Han så
mere afslappet og mindre tynget ud. Det var som om det nye materiale
skulle off his chest og at han først nu kunne ånde fredfyldt
og bevæge sig ud i de ældre og mere velkendte sange. Her
fortalte han anekdoter fra koncerten i 97, alt imens man kiggede på
en backingkvartet bestående af guitar, bas, trommer og keyboard
med en gennemsnitsalder på ikke over tredive er mit bud. Sjovt
at tænke på, at de løb rundt i skolegården,
mens Proper-Sheppard serverede sit tidlige materiale. Never mind,
for de spillede glimrende og støttede fint op og lagde en god
bund til Sophias sangcyklus.
Første numre var ”So Slow” og ”If Only”
fra henholdsvis Fixed Water og Infinite Circle. Og her var det en
næsten tårevædet modtagelse, når jeg kiggede
mig over skulderen. Dém havde folk ventet to årtier på
og her var de så i al deres imploderende underspillede fedme.
”Bastards” fra sidstnævnte fulgte og blev afsluttet
med tungt huggende repeterende guitarer. Imellem hvert nummer havde
Proper-Sheppard fået varmen og snakketøjet blev grundigt
luftet med diverse anekdoter om Snapface, en datter på Tinder
og hans egen selvopfattelse som gammel gnaven far, der ikke kan opretholde
noget kærlighedsforhold what so ever. Her var masser af humor
og smil, der brød frydefuldt med det melankolsk sammenbidte
udtryk, Sophia ellers mestendels udgøres af.
Efter det poppede og efter begejstringen at syne, umiddelbart ganske
populære ”Oh My Love” fra People Are Like Seasons,
lukkede Sophia af med ”Desert Song No. 2” og ”River
Song”, der tilsammen strakte sig over et kvarter. Her blev der
for alvor lukket op for sluserne og en mur af støj. Infernalske
guitarkaskader, der med garanti ikke kan overgås af Swans om
et par dage i Den Grå Hal. Her nåede Sophia helt op på
toppen af decibelskalaen og lukkede man øjnene, kunne det såmænd
lige så godt være God Machine der stod på scenen.
Publikum lukkede sig inde i sig selv og lukkede øjnene og stod
i fremadskridende meditativ position, mens de brutale og hvinende
repeterende guitarbredsider ubønhørligt bare blev ved
og ved og væltede ind over os sagesløse deltagere. Højere
og højere blev det. Støjrocksheaven simpelthen. Man
havde svært ved at forestille sig, at det var samme band, der
for blot en time siden havde leveret så sarte og næsten
transparente sange. Men det er Sophia´s helt store force. At
de kan pendulere så vidt imellem de to poler og gøre
det så forførende og berusende let.
Her har andre koncertsteder ikke fået mere, men København
og ikke mindst spillestedet Stengade, er tydeligvis noget helt særligt
og betydningsfuldt for Proper-Sheppard, så vi blev lige beriget
med tre ekstranumre inden ensemblet takkede af. Først “Directions”,
der om noget handlede om at miste sin orientering, efter en nær
vens bortgang og hvad man så sætter istedet. “I
Left You” der først så dagens lys på De Nachten
og dernæst fulgte med på People Are Like Seasons efterfulgte
i en omarrangeret og ret heftigt støjende version, der ifølge
Proper-Sheppard er rettet lidt til, så den passer mere til hans
nuværende situation, end dengang hvor han var en real fuck up.
Titelnummeret fra “There Are No Goodbyes” bliver de sidste
anslåede strenge på en mere end to timer lang og eminent
koncert, der markant godtgør hvor meget vi har savnet bandet
fra fortiden.
Thomas Steen Jensen, 11/03/2017, Diskant.dk
Photos by Jens Wejs Sørensen
|