Sophia (Robin solo) - Nov. 1 '10: Vega Ideal Bar, Copenhagen (DK)


Review 1
Syv kvarter i Robin Proper-Sheppards knapt så muntre sind
"Music to slit your wrists to". Sådan er Leonard Cohens musik blevet beskrevet, og mens den aldrende munk bestemt har gjort sig fortjent til denne betegnelse adskillige gange gennem de forgangne årtier, så synes den at passe endnu voldsommere på de tekster og toner, som Robin Proper-Sheppard hører i sit hoved og får ud gennem mund og fingre.
Siden 1996 og den otte numre lange debut, "Fixed Water" har Sophia – med Proper-Sheppard som eneste faste medlem gennem årene – leveret soundtracket til den dybe sorg, de knuste hjerter og meningsløsheden med tilværelsen. Hele vejen gennem karrieren har bandet nydt en anseelig popularitet i vort land, som derfor er blevet hyppigt besøgt, ofte med et massivt og aldeles velspillende band bag frontmanden.
I aften på Ideal Bar er konceptet imidlertid anderledes. Under titlen "At Home With Sophia" spiller Proper-Sheppard som solist, udrustet med sin akustiske guitar, en fleksibel sætliste og en ganske stor fortælletrang, som afslører mange af historierne bag numrene. Foran sig har han et aldeles respektfuldt og dermed tavst publikum, der lytter til hver en akkord og hver en strofe og kvitterer med stor jubel hver eneste gang, et nummer er slut.
Som de fleste gange før er Proper-Sheppard veloplagt, i relativt højt humør og decideret sjov, når han mellem numrene tilfører sine sange det glimt i øjet, som de næsten uden undtagelse alle sammen er blottet helt og aldeles for. Således synes musikken fortsat at hjælpe ham med at håndtere sit sortsyn, hvormed han uden problemer kan fremstå glad og sympatisk i sin fremtoning. Det er en aldeles kærkommen kombination, for var han lige så opgivende over for publikum, som han ifølge sine sange og anekdoter er over for livet og kærligheden, så ville det følelsesmæssigt blive en drøj omgang. Men det var det ikke – heller ikke trods en spilletid på hele syv kvarter.
Sangene, der fremføres, er spredt plukket fra bagkataloget og kommer i en rækkefølge, der ikke prioriterer nogen udgivelser frem for andre, hvilket fungerer glimrende. Ene mand på guitaren er det selvsagt noget nedbarberede udgaver, der fremføres, hvilket i forhold til de intime omgivelser fungerer udmærket, men som alligevel lader en del tilbage at ønske i lidt for mange tilfælde.
Et nummer som "I Left You" er i sin originalversion såre smukt arrangeret, og tidligere fremførelser har afgjort bevist dets storhed i koncertsituationen, og det samme gælder eksempelvis også "Swept Back", "Desert Song No. 2", "Are You Happy Now", "If Only" og "Bastards", der, selv om de stadig er smukke i de forsimplede versioner, ikke når de svimlende højder, som de bestemt har potentiale til. Dog lykkes det at fremføre en hårdtslående og stærkt dynamisk udgave af "If A Change Is Gonna Come", selv om der ingen forvrængede guitarer eller buldrende trommer er at høre, og de numre, der i forvejen er minimalistiske, såsom "Another Trauma" og "The Death Of A Salesman", klinger i aften lige så hjerteskærende, som de oprindeligt er tænkt.
Blandt historierne, der fortælles, hører vi den fulde historie om God Machine-bassisten og Proper-Sheppards gode ven, Jimmy Fernandez, hvis tragiske dødsfald blev udgangspunktet for Sophia (fulgt op af "So Slow"). Endnu en tragedie serveres i form af historien om moderen og det samvær, som hun havde med sin søn de sidste fem afslørende dage i hendes liv (fulgt op af "Lost (She Believed In Angels)"). Og vi hører om det turbulente forhold til Astrid Williamson, der ikke blot har medvirket på Sophias seneste udspil, sidste års "There Are No Goodbyes", men som også er inspirationen til mange af Proper-Sheppards sange (fulgt op af "Where Are You Now"). Alle historier fortælles med en dyb seriøsitet, men også på en meget konkret måde, der mere handler om at formidle et handlingsforløb end om at fremkalde de sorgfulde følelser. Det er som sagt det, musikken er der for.
Proper-Sheppard er bevidst om sin tendens til at spille lidt for lang tid, og han virker oprigtigt interesseret i, at folk har det rart med at udfylde publikumsrollen. Således får han lov til at blive ved med et imponerende lille mandefald til følge. Men når der så sættes et punktum efter 5½ ekstranummer – "The Sea" bliver afbrudt grundet støj andetsteds i bygningen – med "The River Song", er det et mættet publikum, der forlader Ideal Bar.
En afgjort god koncert er kommet til sin ende, og således er indstillingen over for den også positiv. Men når den sættes i perspektiv med øvrige Sophia-koncerter og det potentiale, som Proper-Sheppard – især når han bakkes op af en lille håndfuld musikere – bestemt besidder, så må man også være ærlig og erkende, at det alligevel kunne have været et par væsentlige hak bedre. Som sådan er det dermed Proper-Sheppard, der spænder ben for sig selv ved tidligere at have berørt de højder, som ikke mange sangskrivere nogensinde når, og som han denne aften heller ikke formåede at nå helt på egen hånd.
Mikkel Elbech, 2/11/2010, Gaffa.dk


Review 2
Anmeldelse: En fantastisk Sophia aften!!
Jeg har været til en del Sophia koncerter igennem årene, og jeg har ofte oplevet Robin Proper-Shepard guide sit kollektiv gennem nogle store øjeblikke.
Mandag aften stod han så alene på Ideal Bar og kastede sig med sin akustiske guitar ud i det efterhånden omfattende Sophia-bagkatalog. Og sjældent har jeg oplevet Sophia med så stor autencitet og nerve som i aftes. Det var en ekstraordinær oplevelse, hvor den energi der flød fra manden og hans guitar ihvertfald fik mig til at undres over, hvorfor han dog aldrig har fået et kommercielt gennembrud.
Nogen af numrene fremstod dog en smule endimensionelle, når man har hørt det lydbillede, der kan komme ud af, at han tager bandet med. I left you f.eks. mangler bare noget af det storladne, når der ikke er backing.
Sangene, der alle kredser om temaer som sygdom, død, frygt og ulykkelig kærlighed, blev leveret helt enkelt flettet sammen med små historier om såvel sangene som mandens eget liv. Det gav en stor følelse af ægthed. Fortællingerne om hans mors kræftsygdom og hans gamle ven fra The God Machine ledte frem til endnu mere eftertænksomhed, når man lyttede til sangene. Og dermed fik opfattelsen af Robin Proper-Shepard som en fabelagtig sangskriver endnu et ryk opad.
Det eneste ærgelige var, at en larmende elevator mod slutningen af koncerten fik Robin slået lidt ud af kurs, og han måtte simpelthen stoppe midt i The Sea og springe den over.
Jeg er bestemt ikke mindre fan af Sophia efter i går aftes, og det undrer mig i den grad, at der ikke er flere end de 150 mennesker på Ideal Bar, der deler min opfattelse. Men så kan vi heldigvis også fremover få koncerter på så små scener, som giver en perfekt intimitet som matcher en mand som Robin Proper-Shepard og hans melankolske univers perfekt. Men han må alligevel gerne tage bandet med næste gang.
Her kan ses Robin med et par numre fra samme turne -- numre han også leverede på Ideal Bar mandag aften.
Andreas Fensholm, 3/11/2010, x-hund.dk


Photos by Morten Elbech Sørensen







Photo by Andreas Fensholm